havde stadig drivkraften til at lave musik. Det havde Georgios Sagos ikke. Han havde været bandets klovn, og han havde været 'the Henry Kissinger of the group', når der skulle mægles imellem de to evigt diskuerende frontfigurer Lars Pedersen og Øyvind Hagen-Traberg. I 91 gik han ud: Vi havde været virkelig meget sammen i nogle år. Hele tiden. Og det gad jeg ikke mere. Desuden var alt det fan-ræs slet ikke mig. Det var sjovt, mens det var undergrund, og det var da også meget sjovt, de første gange nogen bad mig om en autograf. Men til sidst var det ikke morsomt længere. Noget af det var helt sygt. Jeg kan huske, at nogle jyder tog til Amager
for at turnere rundt og se, hvor vi alle fem boede. Og engang mødte jeg en pige, som havde mit navn ridset ind i sin arm. 'Hvor klog er du?' spurgte jeg hende.” Heller ikke Peder Musing brød sig om at være i søgelyset: ”Det var i orden, når vi var på job med Rockers. Men når jeg bare ville være mig selv som privatperson, hadede jeg virkelig at blive genkendt på Amagerbrogade dengang. Når nogen kom hen og bad om en autograf, skrev jeg den da. Det var jo vores fans, og desuden prøvede vi på at leve af musikken. Men jeg havde ikke lyst.” Peder Musing blev dog i bandet og var med i studiet i 92, da albummet 'Klar til kamp' blev indspillet. De fleste steder blev det album meget positivt modtaget. Men Per Pedersen husker mest indspilningsprocessen som en tid, hvor alle i RBC havde store problemer: ”Peder var syg. Han havde på det tidspunkt et kæmpestort modermærke, som gik fra halsen til navlen og skulle fjernes ved en stor operation.