| 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 10 - 11 - 12 - 13 - 14 - 15 | ||
|
Inde omkring Rådhuspladsen mødtes de med andre
unger. Gadebørn, bedsteborgeres børn og arbejderbørn ligesom Amagerknægtene
selv. For brødrene Pedersens vedkommende havde de solid opbakning til
musiklivet hjemmefra. Når bare de passede, hvad de skulle passe, var
interessen for musikkulturen helt i orden med deres far, som i årevis
spillede i The Clifters. Lars Pedersen kunne godt finde på at feste igennem.
Men ligesom sin bror havde han lysten og energien til at arbejde for drømmen om at blive rigtig rapmusiker. Med pladekontrakt og det hele. I klubmedarbejder Niels 'Turbo' Jørgensen fandt Rockers By Choice i 87 en mand, der havde mod på at tage ansvaret for regnskaber, koncertvirksomhed, presse og den slags. Omvendt så Niels 'Turbo' i RBC et ungt band med potentiale til at drive det vidt. Som manager for Rockers By Choice fik 'Turbo' skaffet dem spillejob en del steder, hvor man aldrig havde haft hip hop på scenerne før. For eksempel optrådte de i Sorte Hest på Vesterbro foran nogle punkede typer med en klar fjendtlig holdning til det væmmelige, imperialistiske USA. Per Pedersen: ”Øyvind kom ind i sin USA-jakke, og man tænkte: 'Nu går det galt'. Men folk gik helt amok, fordi de aldrig havde oplevet sådan noget før. Det var pionerkoncerter, og derfor var der en helt speciel stemning. Og fordi vi kom fra breakdance, hvor der er fart på, så lavede vi jo ikke sumpe-hip hop. Det var vildt, og folk begyndte at stagedive og bede om ekstranumre.” Lars Pedersen: ”De bedste koncerter spillede vi faktisk dengang for mennesker, der ikke vidste, det var hip hop, de så. Som tog ind i Barbue eller Paramount i Roskilde for at se os, fordi vi var noget nyt. Og som blev overraskede over al den energi, der kunne komme fra en dj og nogle stemmer.” | ||